Det er populært at være (sø)spejder, og derfor har vi brug for flere spejderledere, så alle børn uanset religion får mulighed for at blive (sø)spejdere. Er du glad for friluftsliv og at være i naturen - på land eller til søs eller begge dele? Og er du god til at lade børn lege - voksne kalder det "aktiviteter" - mere frit end i skole, imens du får jord under neglene eller bølgesprøjt i håret? Så kom og vær spejderleder eller spejder-hjælper hos os, og bliv en del af fællesskabet!
Bliv (sø)spejderleder og
Bliv rig – på naturoplevelser, fællesskab og sjove øjeblikke
Bliv dygtigere – gennem samarbejde, planlægning og ledelse
Bliv et forbillede – for børn og unge, når du giver dem oplevelser for livet.
Kom som du er
Du behøver ikke at have været spejder selv. Vi har alle forskellige kompetencer, og der skal være plads til alle – både spejdere og ledere. Du skal bare have mod på at bruge og udvikle flere sider af dig selv – ligesom du skal have lyst til at give børn og unge en spejdertid for livet. Det er et fællesskab, så du kommer ikke til at stå alene med ansvaret. Kom bare som du er – så finder vi ud af resten.
Når du kontakter os, hjælpes vi ad med at finde den helt rigtige plads til dig i gruppen. Du behøver ikke at have erfaring, kun en nysgerrighed og en holdning i stil med:
„Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt!“
Udover en masse timers sjov og læring med seje børn og unge, bliver du også en del af et erfarent lederteam, der står klar til at oplære dig og hjælpe dig med at opbygge din egen måde at være spejderleder. Og selvfølgelig drikke en kop kaffe og deltage i sjove sparringsmøder undervejs.
Er du stadig nysgerrig på, om spejderlederrollen er noget for dig? Se filmene om rollen som spejderleder og bliv klogere!
Vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig - til lands og til vands!